Efter endeløse aflysninger af træningskampe grundet det mageløse danske vintervejr, så var det med stor glæde, at Sønderbro Fights 1. hold troppede op i -5 grader til årets blot anden træningskamp mod vores Amager-kolleger fra Olympia. Efter torsdagens hidtil største træningsfremmøde, hvor 18 A-trup spillere havde fundet vej til Kløveren, var der rig mulighed for trænerteamet at eksperimentere til søndagens kamp, som fandt sted på den nye kunst. Til dagens kamp var der udtaget 16 mand, hvor det blandt andet var at bemærke, at Martin Hansen, som er en af de spillere i klubben med flest kampe, igen var at finde i den orange trøje efter et længere ophold i Jylland.
Kampen startede ud med klar Sønderbro Fight dominans. På trods at den knap så gode bane, så formår vi at holde bolden fint på jorden, og vi udviser pasningssikkerhed og tålmodighed, hvilket relativt hurtigt kommer til at give pote. På venstrefløjen driver Rønne Olympias back til vanvid med sine gode dybdeløb og sine udfordringer. Efter et kvarter får vi noget ud af Rønnes ihærdighed. Mehmet finder ham med en glimrende stikning indenom, Rønne overspurter sin direkte modstander og chipper den elegant over Olympias keeper. Det er dog Miyagi der, via stolpen, får den sidste fod på og bringer os på 1 - 0. Vi holder herefter presset i 10 minutter, men desværre får gæsterne udlignet, da deres angriber ret heldigt spiller 1-2 med et Sønderbro Fight-knæ og derefter får en friløber, som han sikkert eksekverer til 1 - 1. Kort efter går det galt igen. Et langt udspark fra Olympias målmand havner hos en enlig angriber, der på besynderlig vis får skrabet bolden til sig og bragt udeholdet foran. Efter spil og chancer er det ikke helt fortjent, men det er selvforskyldt, da vi ikke er konsekvente nok i vores forsvarsspil. 1 - 2 til Olympia ved halvleg.
Det får Mehmet dog hurtig rådet bod på! Efter 5 minutters spil af anden halvleg modtager han bolden fra Miyagi, og fra omkring 30 meters afstand tordner han bolden op i krogen til 2 - 2. Herefter står der igen Sønderbro Fight på det hele. Trods talrige rokeringer fra Rasmi fortsætter vi i samme stil, uden at det påvirker vores rytme. Efter en halv time bryder Aidan et Olympia opspil langt oppe på deres bane, han overlader venligt bolden til Mehmet, der slår et præcist indlæg til Miyagi, der i 2 omgange - først stående og derefter liggende - kan give os en 3 - 2 føring.
De sidste 20 minutter bliver en smule kaotiske. Vi vil gerne slå den hurtige og afgørende aflevering, i stedet for at være tålmodige og følge vores spilkoncept. Vi spiller meget igennem midten, og sylter på det groveste vores kanter, hvilket blandt andet skabte stor frustration hos Christian, som var ved at gå op i en spids over ikke at få bolden. Derudover betød vores alt for ivrige spil, at gæsterne fik mange kontrachancer. I et par omgange afværger Finn og Hansen faren, men med 5 minutter igen går det galt. Lars har erstattet en småskadet Finn i målet, og på et højt indlæg bokser vores nye keeper bolden ud til en fri Olympia spiller, som resolut kan udligne til 3 - 3, hvilket også bliver kampens resultat.
Alt i alt var det dejligt at komme ud og røre os igen, men på baggrund af de ellers gode takter, må man nok konstatere, at vores manglende tålmodighed i anden halvleg er årsagen til, at vi ikke vinder kampen. Det skal vi nok have rettet op på. Ellers var der en god positiv lyd i alle 90 minutter, og både før og efter kampen var der en god stemning. Det er godt at se, at folk virkelig virker klar på at spille bold.
Dagens detalje: Må nok gå til Mehmet for hans drømmehug til 2 - 2.
Dagens mand: Selvom Kim Frausing mente ”at han da godt kunne tage den”, så må også denne pris gå til Mehmet, som med sine 2 assists og ene scoring spillede en rigtig flot kamp.