Efter en overordentlig lang pause har fingrene på Sønderbro Fights udsendte kampreporter igen fundet vej til tastaturet, for at give de kære læsere indblik i de vigtigste detaljer og lækkerier udfoldet af Kløverens orange helte.
Årets første kampreferat skulle omhandle et lille lokalt Amager-opgør, da vi på en hysterisk kold formiddag skulle tage i mod Kastrup på Kløvermarkens nyeste kunstbane. Efter 4 træningspas – hvoraf 2 af dem stod på rent løbetræning på Sundby stadion – var trænerduoen Rasmi og Carsten klar til at stille med en bred trup til vinterdebuten. Troede de! Rygterne lød om 13 afbud. Nogle af dem reelle, mens andre lød en smule mistænksomme. Faktum var, at vi klokken 12 søndag stod med 12 mand i -12 grader (chill factor).
Vi starter i modvind på en bane, hvor det ene felt ikke er medregnet, eftersom det var alt for kraftigt påvirket af islag. I samråd med Kastrup beslutter vi at spille 11 mand på den reducerede bane. Vi starter ganske fint. Til trods for, at vi har den iskolde vind lige masken, får vi pasningerne til at glide ganske godt. Vi kommer ved flere lejligheder glimrende over kanterne, men den sidste kvalitet mangler i indlæggene. Vores bedste forsøg kommer dog på en dødboldsituation, da Brian Juul sender et velskruet frispark på overliggeren. Over hele linjen er der en solid arbejdsindsats. På midten trækker Rønne og Juul sig sejrrigt ud af mange nærkampe med de unge Kastrup gutter, mens kanterne Mark og Christian udfordrer på livet løs. Oppe foran giver Heede og Miyagi den en skalle, men den hårde vind skaber noget ustabilitet i deres afslutninger.
I slutningen af halvlegen kommer Kastrup godt med, og kun en redning på stregen af hasteindkaldte Thomas Rønnebech afholder dem fra at bringe sig på 1 - 0. De første 45 minutter slutter 0 - 0 efter en godkendt indsats fra vores side.
Starten af 2. halvleg står i vores tegn. Med vinden i ryggen ligger vi et højt pres, og Kastrup har svært ved at få organiseret noget sammenhængende spil. Desværre bliver vi efter små 60 minutter fanget på mellemhånd og gæsterne bringer sig på 1 - 0. Det varer dog ikke længe. Jess tager et hjørnespark, og efter lidt klumpspil havner bolden hos ham igen, og i andet forsøg slår han et sublimt indlæg, som banens mindste spiller Miyagi header flot ind.
Herefter tager vi den dog lidt for afslappet, og indenfor 5 minutter straffer Kastrup os i 2 omgange. Ærgerligt, da vi ellers mere eller mindre havde siddet på hele kampen. Kastrup kunne nemt have gjort det til 4 - 1, men tilbagevendte Finn i målet hiver en stor redning ud af ærmet. Vi får dog genetableret vores pres, og med 7 minutter igen slår Jess endnu et super indlæg, som Mark noget alternativt banker i kassen med knæet. Vi har muligheder for at udligne, men kampen ender 2 - 3 til gæsterne fra Kastrup, som kendte deres besøgstid.
Efter kampen kaldte Rasmi indsatsen for godkendt, men erklærede dog også, at vi stadig manglede en del på konditionsmæssige plan. Heldigvis har vi masser af kampe til at nå det inden turneringsstarten i april.
Dagens mand bliver ikke kåret i træningskampe, så derfor beslutter undertegnede for at uddele prisen her i vinteropstarten. Udmærket indsats over hele linjen, men særligt Jess, Rønne og Brian Juul gjorde sig positivt bemærkede.
Dagens detalje: Marks fuldstændigt absurde afslutning med højrebenet i 2. halvleg. Det mindede mest af alt om en 4-årig, som sparker surt til sit legetøj, fordi det ikke virker mere :-)