| | | Sønderbro Fight - CIK = 2 - 2 |  | Søndag morgen bød på et spændende rival-opgør mellem Sønderbro Fights 2. hold og CIK. Til dagens kamp var udtaget 14 friske mand, hvor spændende navne som Calu, Frausing og Nicky bl.a. var at finde - alle 3 fik en stor rolle i kampen, men tilbage til det senere.
Kampen startede med klar Sønderbro Fight dominans. Træner Nanfred havde sagt, at der skulle spilles med tålmodighed i det teknisk stærke forsvar, som bestod af Calu, Wittrup, Kent og Fristoft, mens midtbane (Høeg, Torden, Mini og Frausing) skulle løbe solen sort og spille angriberne (Nicky og Oste) i fødderne, da hovedspillet nok ikke var deres stærke side. Alt dette blev fulgt til punkt og prikke den første halve time, hvilket udmyntede sig i flere store chancer.
På en af disse tager Calu sagen i egen hånd og afdribler 5-6 mand nede fra eget felt og kæmper sig hele vejen op i modstanderens felt med små tætte og frække kropsfinter. Her bliver han groft og meget ulovligt nedlagt til klart straffe - heldigvis kommer han på benene igen efter svinestregen. Nicky vælger dog at placere straffesparket på stolpen. Lidt senere bliver Nicky nedlagt lidt udenfor feltet. Calu sætter sig selv til at sparke, hvilket viser sig at være en yderst klog beslutning af den velspillende bagerste mand. Direkte på frispark banker han nemlig bolden knaldhårdt forbi muren og uden chance for målmanden direkte ind i netmaskerne til stor jubel fra de mange fremmødte tilskuere. Lidt efter føler Wittrup sig inspireret og tager også et solo ridt - 4 mand bliver sat af og kun en mirakel-redning af deres bagerste mand gør, at Wittrup ikke får sat bolden sikkert ind. Midterforsvaret fortsætter dominansen - nu med Calu som kreatør igen - 2 mand bliver lækkert sat af, en tunnel på næste mand og en frispilning til Jesper, som afdribler to mand og glemmer at sparke på mål.
Det sidste kvarter af 1. halvleg står der CIK på, da vinden også når at få sat sit præg på halvlegen, men det ender kun i sporadiske forsøg, som Martin i målet sikkert tager sig af. Fortjent 1 - 0 ved pausen.
2. halvleg starter med CIK-dominans. Det virker som om, at trætheden har meldt sig, men CIK bliver aldrig rigtige farlige før Wittrup vælger at hjælpe dem lidt - helt alene i eget felt kanonerer han bolden op i hjørnet uden chance for Martin, som var klar til at samle nedfaldsbolden op lige bag ham. De næste 20 minutter bliver der smidt for mange bolde væk, og CIK sidder på kampen og bringer sig da også foran på et straffespark begået af Frausing, som vist kommer en anelse forsent i sin glidende takling.
Langsomt mister CIK dog pusten, og det sidste kvarter står der Sønderbro Fight på. Nicky arbejder hårdt på baglinjen og spiller Frausing helt fri 2 meter fra mål, men bolden må have ramt en knold, for den ellers så teknisk stærke midtbane-slider sparker over både mål og hegn. Lidt senere bliver Jesper stukket i dybden og alene med keeperen, får han trykket godt af, men desværre lige i favnen på keeperen. Med 10 minutter igen laver Jacob Juul sin velkendte indkastkombination. Først et fake fejl-indkast, som skal tages om, fordi CIK er igang med en udskiftning. Så et flot indkast direkte i fødderne på en (efter Wittrups ordrer) fremadstormende Calu, så sikkert lægger bolden til rette til højrebenet midt på CIKs banehalvdel. Han når lige at kigge op og ser CIKs målmand lidt ude af målet, før han igen fyrer kanonen af - og med et drøn banker kuglen over i modsatte hjørne, mens CIKs keeper måbende må se til, 2 - 2 hvilket også bliver kampens resultatet.
En flot kamp, som burde have givet en sejr, hvis der havde været lidt større kølighed oppe foran, men alligevel en kamp med masser af gode takter frem mod turneringsstart.
Dagens mand: Calu som, sammen med Wittrup, bund solidt styrede forsvaret og ikke gav mange chancer væk. Dette krydret med dribleture og langskudsmål, som både Maradona og Roberto Carlos havde været stolte af.
Dagens detalje: Det kunne have været begge Calus flotte mål, men det bliver dribleturen fra eget felt, som ender i et straffespark - kun Morten Olsen har gjort ham kunsten efter mod Vesttyskland under VM i Mexico.
Dagens tilskuer: Sofie Calundann, som med dagens største jubel var utrolig glad for, at der var pause, så hun kunne hylde sin målscorer-helt. | 






 |